OM TILGIVELSENS
PSYKOLOGISKE PRAKSIS
Grundlæggende er sand tilgivelse en psykologisk metode til at blive bevidst om, og arbejde sig igennem, alle sine ubevidste, psykologiske forsvar og fejlagtige selvopfattelser, sin vantro, sin mistro og sin mistillid til alt og alle, som altsammen står i vejen for oplevelsen af eenhed, livsglæde, fred i sindet og erkendelse af hvem vi i virkeligheden er.
Vi ved alle hvordan vi skal undgå at få dårlig
samvittighed, og hvad vi skal gøre når vi har fået den, men det er
noget andet end at ophæve den, så den ikke kommer
igen. Normalt undgår vi skyld, frygt, angst
depression mv. ved at undgå mennesker og
situationer, der synes at give os disse følelser. Det er undgåelse
, og det gør ingen forskel. Det helbreder ingenting.
Tilgivelse er et samarbejde med Jesus, eller
Helligånden, om at lære at se sig selv og andre som De ser os, et
samarbejde der samtidigt ophæver disse
ubehagelige følelser. “Et mirakel er en korrektion. Det skaber ikke,
eller forandrer noget overhovedet. Det ser blot
på ødelæggelse, og minder sindet om at det det ser er falsk. Det
ophæver fejltagelser...” (A-dII.13.1:1-4). Det er det sand
tilgivelse gør.
Men for at denne proces kan finde sted er man nødt til at lære, ikke at
undgå sine følelser, men at finde den vanskelige balance imellem på den
ene side ikke at fortrænge dem, og på den anden side ikke at gøre dem
virkelige, men at se på dem sammen med Helligånden. Så tilgives de,
eller ophæves .
I modsætning til falsk tilgivelse, eller “tilgivelse for at ødelægge”
som den kaldes i “Song of Prayer”, der blot undskylder, men ikke
opløser skylden så den forsvinder, men derimod forstærker oplevelsen af
adskillelsen fra Gud, af skyld og håbløshed igennem fastholdelse af den
samme fordømmende tænkemåde.
Vrede er en afgørende følelser at lære at kende, fordi vrede anvendes
på grundlag af en beslut ning om ikke at ville tilgive.
Men ofte ved mennesker ikke at de er vrede, eller de vil ikke være ved
det. Man kan godt sige, at vrede kan være helt ubevidst. Men dens virkninger
er de samme. Mennesker er tit bange for at erkende, at de er
vrede.
Vreden er meget ofte fortrængt og gjort ubevidst, med stærkt depressive
tendenser til følge. Man lærer at fortrænge vrede i “flinkeskolen”, som
er et pseudonym for opdragelse. Man lærer at være pæn, sød og artig, og
ikke give udtryk for sin vrede, men det bliver man endnu mere vred af.
Derfor er en afgørende faktor i tilgivelsesarbejdet, at man lærer
, hvordan man skal blive bevidst om fortrængt vrede, og hvad
man skal gøre når man endelig har opdaget at man er vred.
Det samme gælder frygt og angst. Langt den største del af vores angst
er fortrængt og derfor ubevidst, hvilket igen ikke
betyder at den ingen virkninger har. Fortrængt frygt og vrede er de
vigtigste årsager til sygdomme af alle slags, og derfor er det
væsentligt at lære at håndtere disse følelser. Men samtidig medfører
fortrængning en næsten total uvidenhed om, hvordan man “i
virkeligheden” har det, og det er en af de første vanskeligheder vi
møder, når vi vil til at lære at tilgive.
Mennesker
kender ofte ikke deres egne følelser - mange ved simpelt hen ikke
hvordan de har det når man spørger dem direkte, og det opleves af mange
mennesker som meget vanskeligt at finde ud af hvad de egentlig føler.
Bare dette tilsyneladende uskyldige punkt kan kræve lang tids træning.
Og den er nødvendig, for en forudsætning for at kunne tilgive er, at
man kan arbejde med sine følelser fordi de afslører at
og hvordan man dømmer - både sig selv og andre.
Sand tilgivelse må læres . Det er ikke noget vi er født med
at kunne, og det er ikke muligt at undgå at lære det. Som der står i
introduktionen til Et Kursus i Mirakler :
“Dette er et kursus i mirakler. Det er et obligatorisk kursus.” Det
betyder ikke, at vi tvinges til at lære noget vi i øvrigt mener vi ikke
har brug for at lære. Det betyder, at før eller siden vil vi vælge at
lære om vores sande identitet eller eenhed med Gud fordi vi ikke kan
holde smerten ud længere, og erkendelsen af eenheden og af sand, varig
glæde kan ikke nås uden tilgivelse i en eller anden form. Det være sig
igennem Et Kursus i Mirakler eller på anden måde.
At lære at tilgive sandt
kan være et vanskeligt og langsommeligt - sommetider virkelig hårdt og
ubehageligt - arbejde, der kræver megen selviagttagelse og overbærenhed
med både andre og sig selv. De nære kærlighedsforhold er den meste
effektive situation til at lære at tilgive i. Forhold til partnere,
ægtefæller, børn og forældre. Men alle mellemmenneskelige forhold
rummer muligheden for at lære det. Grunden er den enkle, at i vores
helt nære dagligdag konfronteres vi konstant med, hvordan vi tænker om
vores næste i disse relationer. Og af samme grund har vi så lige for
hånden konstant en mulighed for at vælge at lære, hvordan Hellig ånden
tænker om de samme mennesker, eller sagt på en anden måde: Vi har en
mulighed for at lade os undervise i hvordan vi selv og vores næste
opleves af Helligånden.
Soningsprocessen - eller
tilgivelsesprocessen - foregår hele tiden, også uden vi er helt bevidst
om det. Dagen igennem vælger vi hvert eneste øjeblik om vi vil “lytte”
til Helligånden eller til egoet. Vi vælger konstant. “Hver dag, hver
time og hvert minut, selv hvert sekund, vælger du imellem korsfæstelsen
og opstandelsen; imellem egoet og Helligånden” (T-14.III.4:1). Valget
er i almindelighed så subtilt, og foregår så hurtigt, at vi sjældent
bliver bevidst om at vi vælger. Men vi mærker resultaterne af vores
valg igennem den måde vi har det på. Er vi lykkelige og har fred og
glæde i sindet, eller er vi deprimerede, bange, bekymrede, sure, vrede,
stressede, jaloux, anspændt etc.
Men inden man kan tilgive, må der først være
taget en beslutning om, at man rent faktisk vil lære
at tilgive - helhjertet! Spørg dig selv, om det er tilfældet, og vær
helt ærlig. Hvis du skjuler din uvilje for dig selv, vil din praksis
ikke virke, før du har anerkendt modstanden eller uviljen og accepteret
den, eller tilgivet dig selv fordi du ikke vil. Husk du er OK selvom du
ikke vil. Det er ikke forkert fordi det er sandt,
og fordi det er dit frie valg lige nu. Det kan være et nødvendigt trin
for mange at indse dette. De fleste af os ønsker
ikke at tilgive rent umiddelbart, og det opleves som en stor befrielse
- og meget motiverende - at erkende, at dette er sandt.
Et andet meget afgørende punkt er ansvarlighed. Som Arbejdsbogens
Lektion 5 vil lære os “Jeg er aldrig urolig af den grund jeg tror”, og
det kan være vanskeligt at erkende, at man selv er ansvarlig for sine
følelser. At man selv er ansvarlig for hvordan man fortolker det man
oplever, og at det er netop disse fortolkninger følelserne kommer af.
Ikke af det vi kalder “den ydre virkelighed”
En Praktisk Træningsmetode
Af praktiske hensyn vil jeg skitsere 3 trin, hvor processen er trukket ud til det meget langsomme, fordi det kan gøre den overskuelig, og give en oplevelse af at man rent faktisk kan lære det, og få meget stærke oplevelser af fred og glæde. Kriteriet for om man har gjort det, er en lettelse i sindet, en følelse af fred, af vished, fortrøstning, håb, glæde o.l. Når du bliver bevidst om angrebstanker imod dig selv eller andre i form af f.eks. beskyldninger, irritation, vrede, depression, beklagelser, afmagt, værdi- løshed osv., kan du arbejde dig igennem følgende tre punkter:
1. Jeg anerkender, at jeg selv er årsag til min tilstand. Mine følelser skyldes aldrig nogen anden person eller hændelse, selvom det umiddelbart opleves sådan. Men de viser mig noget jeg ikke forstår, men gerne vil lære at tilgive mig selv eller andre for. Derfor: min følelse af________________ stammer fra mig selv.
2. Det næste punkt er afgørende for at Helligåndens lys kan komme ind i sindet. Hvis vi ikke accepterer os selv, tilgiver os selv, kan Helligåndens tilgivelse ikke hjælpe os. Vi bliver ikke tvunget til dette skridt, vi vælger det frit, men muligvis ikke før vi har indset de muligheder tilgivelse giver os selv for at få hjælp. Hvis valget ikke opleves helt frit og personligt truffet, vil vreden ligge skjult i sindet, fordi man ubevidst vil føle sig tvunget. Så punkt to er altså: Jeg accepterer følelsen totalt. Jeg må gerne have den, uanset hvad den er. Jeg er ikke min egen dommer, da jeg ikke en gang forstår mig selv. Jeg vil lade Sandheden dømme mig. Jeg er ikke forkert eller værdiløs uanset hvad jeg føler. Total accept af sig selv, med de postitive eller negative følelser man har, er nøglen til åbningen af sindet for Helligåndens indtræden. Denne accept kan på en måde beskrives som en meditation på smerten. Man gør sig til eet med den følelsesmæssigt. Man oplever sine følelser uden at forstå dem, uden at forklare dem, uden at prøve at finde ud af hvorfor de er der, eller hvad de kommer af, kort sagt - uden at dømme dem. Det er præcist det der er Helligåndens tilstand; at være ikke-dømmende, og derfor åbner man for den hjælp Helligånden giver igennem at gøre sig til eet med denne tilstand igennem accept. Når man har nået det punkt af accept, tænker man så bare f.eks. tanken “kære gud, jeg har brug for din hjælp” og overlader resten til Helligånden. Derfor er det tredje punkt selvfølgelig:
3. Overgiv din situation til Helligånden .
Du kan også bede om hjælp f.eks. således: “Jeg ønsker at lære at se
dette som Du ser det”, og så opgive den måde du selv har set det på.
Denne bøn kan du bruge til hvad som helst. Du får helt
sikkert fred, hvis du tager imod hjælpen. Hvis du ikke får
fred, er der en - måske ubevidst – modstand. Så tilbage til 1.
Ubevidsthed og Forsvar
Der kan være grund til at nævne, at vores under- bevidsthed er det store problem når vi ønsker at lære at tilgive. De mange “hindringer” for oplevelsen af Guds fred er skjult under bevidsthedens tærskel, og det er dem der gør det så vanskeligt at få tilgivelse til at virke. Vores uvilje imod at tilgive, vores modstand, er oftest fuldstændigt ubevidst, og det kræver meget psykologisk iagttagelse og selvindsigt, at gøre fortrængte beslutninger bevidste.
Ubevidsthed og forsvar er et meget, meget stort emne, så jeg vil ikke
gå i detaljer med det her. Blot nævne, at omfanget af den ubevidste del
af sindet, og den deri liggende modstand, kan anes i Freuds beskrivelse
af egopsykologien. Hele Freuds beskrivelse af det tredelte ego, som
Kurset ser som eet stort forsvar, kan give en fornemmelse af, hvad vi
giver os i kast med, når vi begynder at “se” på os selv, og gøre
ubevidste blokeringer bevidste. Jeg vil kun lige antyde et par af de
almindeligste forsvar, for at man lige kan få en fornemmelse for hvad
Kurset mener med forsvar, og hvordan de virker, og for hvorfor de kan
være vanskelige at arbejde med.
Forsvar er rettet imod Guds fred og kærlighed, eller sagt på en anden
måde - imod NUET. Det er dette nu vi ønsker at holde ude. Det er Guds
fred vi konstant søger at undgå her-og-nu. En meget væsentlig og helt
afgørende grund til det er, at vi er så forelskede i den verden vi selv
har lavet, at vi ønsker at beholde den, selvom den samtidigt er kilden
til al vores smerte. Det er grunden til vores ofte splittede og
ambivalente holdninger. Vi ønsker Guds fred - og vi ønsker verden, der
er det modsatte af fred, og det fører naturligvis til konflikt og ufred
i vores sind at forsøge at rumme to så helt modsatrettede og
uforenelige mål. Forsvar har uhyre mange ansigter eller former, og
findes i alle lag af vores bevidsthed, og de skifter og forandrer sig
alt efter hvor man er i processen.
Men der er en meget ubehagelig kendsgerning, man næsten er nødt til at
vide om forsvar. De beskytter ikke. De medfører det de skulle forsvare
imod. Hvis man beskytter sig imod frygt ved at lukke af overfor andre,
og lukke sig inde i sig selv, bliver man mere bange end man var før man
lukkede sig inde. “Det er afgørende at forstå, at alle forsvar gør
det de vil forsvare” (T-17.IV.7:1). Man gør frygten virkelig
når man
forsvarer sig imod den, eller definerer den, og så kan Helligånden ikke
hjælpe os med at fjerne den.
Det er vanskeligt for det utrænede sind at opdage forsvar, selvfølgelig
netop fordi de er ubevidste. Det er jo det der er ideen i dem. Det
kræver selviagttagelse, viljefasthed, disciplin og vedholdenhed at
opdage, og blive bevidst om dels hvilke forsvar man anvender i sit eget
sind, og dels hvordan man anvender dem man nu finder på. Nogle af
forsvarene vælges ofte ganske individuelt, hvorfor det er meningsløst
at gå i detaljer om de forskellige typer forsvar. Men der er
naturligvis nogle vi alle anvender hele tiden.
Fortrængning
Fortrængning er et af de mest almindeligt anvendte psykologiske
forsvar, og det medfører rent faktisk, at der er langt mere man ikke er
bevidst om, end man er bevidst om. Der er det vi ved. Så er der det vi
ikke ved, og endelig det vi ikke ved at vi ikke ved. Den sidste
kategori svarer til den del af isbjerget der er under vandet- plus
vandet selv. Og bevidstgørelsesprocessen, som er en afgørende
forudsætning for Soning eller tilgivelse, sigter på at gøre alt dette
bevidst.
Projektion
Et forsvar alle benytter, og som mange sikkert har fået øje på en gang
imellem, er projektion. Vi tillægger verden det vi ser inden i os selv.
Hele verden er ganske enkelt en projektion. Denne metafysiske sandhed
ligger skjult i den første sætning i kapitel 21: “Projektion laver
opfattelse”, men det kræver en del arbejde før den kan erkendes som
andet end en metafysisk påstand, så jeg vil ikke gå nærmere ind på
projektion her. Erkendelsen af sandheden i påstanden kommer af sig selv
i løbet af Soningsprocessen.
Planlægning
I lektion 135 læser vi: “Det er måske ikke let at opfatte, at planer
iværksat af dig selv kun er forsvar...planlægning erkendes ikke ofte
som et forsvar” (A-dI.135.14). Og samme sted (A-dI.135:17:1) defineres
forsvar som “...planer du påtager dig at opstille imod sandheden.” Man
kan jo ikke være særlig meget tilstede i nuet, hvis man er vildt
optaget af planer for fremtiden.
At definere problemer
En anden særlig forsvarsdynamik, som alle mennesker anvender uden
virkelig at forstå den som et forsvar, er beskrevet i Arbejdsbogens
lektion 79: “Lad mig erkende problemet, så det kan blive løst”. Jesus
fortæller os her, at der i virkeligheden kun er eet problem, nemlig at
vi tror
adskillesen fra Gud faktisk har fundet sted, og at adskillelsen er
virkelig. Og i lektion 79 prøver han at vise os en af de meget
effektive måder hvorpå vi undgår at erkende, at det ikke er sandt. Vi
optænker problemer som ikke findes. Og så arbejde vi febrilsk hele
livet igennem på at løse disse selvopfundne problemer, som vi virkeligt
har mange af hver dag. Erkendelsen af at der kun er eet problem “...vil
lykkes i samme grad som du ikke insisterer på at
definere
problemet.” (A-dI.79.8:1). Selve det at definere et problem, er en
forhindring for at tilgivelsens mirakel kan virke i ens sind.
At være “syg”
Et psykologisk forsvar på linie med at definere problemer, er det der
fokuseres på i lektion 136: “Sygdom er et forsvar imod sandheden”.
Umiddelbart forekommer det jo mærkeligt, at det at være fysisk syg er
et forsvar imod Gud, men igen er det fordi vi ikke kender dybderne i
vores sind. Vi læser: “Sygdom er en beslutning. Det er ikke noget der
sker med dig, som du overhovedet ikke har opsøgt, og som gør dig svag
og påfører dig lidelse. Det er et valg du træffer, en plan du lægger,
når sandheden et øjeblik melder sig i dit vildledte sind, og hele din
verden synes at vakle og begynde at falde sammen. Nu er du syg, så
sandheden kan forsvinde, og ikke mere true det du har opbygget.”
(A-dI.136.7) Det vi har opbygget, som et forsvar imod Gud og vores
sande Identitet i nuet, er verden, vores liv, vores selvopfattelser,
vores ego-personlighed etc.
Specielle forhold
Det forsvar Kurset gør mest ud at beskrive detaljeret, er det specielle
forhold. Grunden er, at det specielle forhold er det vi har investeret
mest tro i. Alle mennesker på planeten jorden vokser op i troen på, at
kærligheden skal findes i forholdet til en speciel partner, og nogle få
specielle mennesker i en familie. Men hvis der er noget der kan “give”
os problemer, som vi kan definere, er det forhold til mennesker,
hvilket vist alle kender. Ikke alene det almindelige voksne parforld,
men alle andre menneskelige forhold. Børn/forældre, arbejdsforld,
ægteskaber, venskabsforhold af alle mulige slags. De giver alle
problemer - som vi prøver at løse med al vores energi.
Men de færreste har vist nogensinde før Et Kursus i Mirakler
tænkt på, at selve ideen om de specielle forhold er et angreb på vores
guddommelige eenhed, og at i samme grad vi holder fast ved at kærlighed
kan findes i det specielle kærlighedsforhold, i samme grad ødelægger vi
vores fred og glæde, og holder ubevidst og skjult
fast ved
skyld, frygt og had. “Når du ser på det specielle forhold, er det
nødvendigt først at forstå at det indebærer megen lidelse. Angst,
fortvivlelse, skyld og angreb kommer allesammen ind i det, afbrudt af
perioder hvor de synes at være forsvundet.” “Det specielle
kærlighedsforhold er egoets mest berømmede gave, og den som har den
største tillokkelse for de der er uvillige til at opgive skyld... Det
er i det specielle forhold, som er født af det skjulte ønske om en
speciel kærlighed fra Gud, at egoets had sejrer...Det specielle
forhold, som er dens (adskillelsens) hovedforsvar, må derfor være
sindssygt” (T-16.V). Men for at vi ikke skal fortvivle helt over, at
Kurset tilsyneladende vil tage det vi elsker allermest fra os, siger
Jesus, at vi kan løse det problem sammen med ham,
med
Helligånden, men ikke sammen med egoet. Det vil sige, at vi kan vælge
at gøre med parforholdet på samme måde som det er angivet i den
ovennævnte øvelse i punkt 3: Overgive forholdet til Helligånden, eller
invitere Helligånden ind i forholdet, og derved gøre det til et Helligt
forhold. Hvis vi vælger denne løsning, vil vores opfattelse af forhold
ændres af sig selv. “Han tilintetgør det ikke, eller river det væk fra
dig. Men Han anvender det derimod på en anden måde, som en hjælp til at
gøre Sin hensigt virkelig for dig. Det specielle forhold vil bestå,
ikke som en kilde til smerte og skyld, men som en kilde til glæde og
frihed. Det vil ikke være for dig alene, for deri lå dets ulykke.
Ligesom dets uhellighed holdt det som noget adskilt, vil dets hellighed
blive et tilbud til alle” (T-18.II.6:7).
Og det fører os så frem til at konstatere,
at ligegyldigt hvilket problem vi tror
vi har, kan vi vælge at se på det sammen med Jesus /Helligånden, i
stedet for at forsøge at fixe det selv, sådan som vi har forsøgt
hidtil. Jesus ønsker at vi skal nå til erkendelsen af, at der kun er
eet sandt, tilfresstillende forhold, og det er vores forhold til Gud og
til hinanden som Guds børn - til eenhedsbevidstheden, som er: “Det
Eneste Virkelige Forhold” (T-15.VIII). “For Gud skabte det eneste
forhold som har mening, og det er Hans forhold til dig”
(T-15.VIII.6:6).
Tiden
Hidtil har vi set på forsvar, som vist nok er til at forstå, selvom de
en gang imellem synes temmelig mærkelige. Men noget af det vanskeligste
at begribe er alligevel, at tid skulle være et forsvar. Det er ikke så
let at erkende - det vil sige få en sikker oplevelse af - at tid er en
opfattelse, som vi har fundet på for at lukke af for nuet. Det er i
nuet Gud er, det er nu vi lever, der findes ikke andet, men vores fokus
på fortid og fremtid gør næsten oplevelsen af nuet umulig. Derfor er
Helligåndens stærkeste redskab til helbredelse “Det Hellige øjeblik”,
hvor al fortid, fremtid, lærdom, Kursus i Mirakler, hvem vi er og hvad
vi gør her i verden, er glemt. “I det helige øjeblik ser du i hvert
eneste forhold hvad det vil være, når du kun opfatter nuet. Gud kender
dig nu .
Han husker intet, fordi Han altid har kendt dig nøjagtigt som Han
kender dig nu” (T-15.V.8:5-9:1). Og i lektion 158 læser vi om tiden:
“Tiden er et trick, et taskenspillerkneb, en kæmpe illusion, hvor
figurer kommer og går som ved magi.” (A-dI.158.4:1) Det er os der tror
så fast på tiden som noget konkret eksisterende, at vi sjældent oplever
tidløshed. Og Helligånden er tidløshed, og virker kun i nuet. Så i
samme grad vi holder fast ved vores opfattelse af
fortid og fremtid som virkelige, blokerer vi for oplevelsen af
Helligåndens hjælp.
Gud og Jesus
Det kan lyde mærkeligt, men det er en kendsgerning, at Jesus i Kurset
beder os om at tilgive ham. “Jeg beder om din tilgivelse, for hvis du
er skyldig, må også jeg være det” (T-19.IV-B.6:4). Det forekommer
bizart første gang man læser det, men det er sandt, at vi alle har opfa
telser af både Gud og Jesus, og disse opfattelser virker
som blokeringer for at modtage hjælp fra dem, fordi alle
opfattelser er illusioner der virker på samme måde: Som blokeringer for
viden
om sandheden, om eenheden og væren i nuet. Derfor er vi nødt til at
tilgive os selv og Jesus disse fejlagtige opfattelser, for at vi kan få
kontakt med den virkelige opstandne Jesus, som rent faktisk er til
stede hele tiden i vores sindlige nu og her.
Konklusion
Igennem mine 22 års arbejde som klinisk psykolog har jeg lært, at de færreste mennesker evner at gennemskue dybden i deres egne forsvar, for slet ikke at tale om at opgive og opløse dem. Og efter at jeg nu har arbejdet med Et Kursus i Mirakler i 11 år, og inddraget det 100% i min psykologiske praksis, har jeg indset nødvendigheden af at tilvejebringe en mulighed for at mennesker kan lære om disse dybtliggende, ubevidste forsvar, og hele det fordrejede, sinds syge ego-tankesystem, i en sammenhæng, der gør det muligt at se på dem sammen med andre. Der er en verden til forskel på at læse i Kurset om disse forsvar, og så at opleve dem i sit eget og andres sind helt konkret, og forstå dem ud fra ens egen psykologiske tænkemåde.
Det er lettere at se hvordan
menneskesindet fungerer, når man “ser” på
andre mennesker - faktisk igennem projektion, ser dem “udefra”, og
derfor er det tit en stor hjælp at arbejde i grupper eller i workshops,
sammen med andre der har lignende “problemer”. Så lærer man dels at
alle slås med mere eller mindre de samme ting, og føler sig derved ikke
så “mærkelig” og alene, og dels lærer man hvordan man rent faktisk
tilgiver, og får en oplevlese af hvordan
Helligånden er til
stede i sit eget sind. Derfor vil der blive forsøgt arrangeret en
workshop i Stockholm i forbindelse med trykningen af denne artikkel i
“Mirakelnytt”. Se herom i annoncen andet steds i bladet.
Cand.Psyk
Karl Boysen
Hovmosevej 16, Gadevang
3400 Hillerød
Danmark
tel +45 48 24 21 04
boykarl@post3.tele.dk